Udvikling af online kursus til coach
Strategi, indholdsproduktion, teknisk implementering, landingsside og deltagerkommunikation af Marie Büchert
Nana Askov er selvstændig coach og underviser som en af de eneste i Danmark i The Hero’s Journey, en slags manual til personlig udvikling.
Da hun i 2022 valgte at gå online med sin coaching, skete det primært for at trodse geografi og lange transporttider. Med base i København og interesserede klienter i hele landet, var det nødvendigt at nå ud på en anden måde end via fysiske sessioner. Hun ville også gerne komme de mange klienter i møde, som ønskede at sidde derhjemme og følge undervisningen i eget tempo, i stedet for at følge et hold eller betale mere for 1-1 sessioner.
Et vigtigt krav var dog, at den digitale coaching skulle føles lige så nærværende for modtageren som et fysisk møde. At der skulle udvikles et forløb, som ikke bare var “talende ansigter” eller “7 gode råd og 5 slides”, men magisk, sanseligt og nærværende.
Det færdige kursus er derfor udformet som video-undervisning, der både indeholder underlægningsmusik, som er skrevet til formålet, og en bred vifte af fotos og filmklip, der understøtter undervisningens budskaber. Med Nana Askovs egne ord er det ikke bare vidensformidling, men en magisk rejse for klienterne.
Kurset udgør samtidig fundamentet for hele Askovs digitale forretning. Det er et længere signaturkursus, men omkring det er der nu også udviklet en række kortere, supplerende og hybride forløb, som bidrager til at give hendes klienter en helstøbt oplevelse.
“Med kurset er der skabt en gennemført digital tone of voice, der både fremmer mit brand og sikrer kvaliteten i mit firma. Og som samtidig gør det meget nemt for mig at arbejde videre og udvide den digitale del af min forretning fremadrettet,” siger Nana Askov.