4 Mar 2013

Forår med frostgrader

Af admin

Forside frostgraderRedaktionen.dks Birgitte Bartholdy udkommer i dag på Lindhardt og Ringhof med sin tredje roman, den psykologiske thriller Frostgrader. Der har været hårde bjergetaper der skulle bestiges, mens hun passede sit dayjob som journalist, fortæller hun.

Frostgrader skildrer uden glamour livet i det kriseramte velhavermiljø ved Strandvejen og i et moderne mediehus. Hovedpersonen er den 29-årige Layla, der arbejder på et modemagasin.

Birgitte, hvorfor valgte du at lade Frostgrader foregå på et modemagasin?

Det er et dejligt overskueligt og farverigt univers, som jeg kendte ret meget til, fordi jeg i 22 år har arbejdet på ALT for damerne. Jeg har ganske vist aldrig skrevet om mode, men ofte været vidne til, hvordan modejournalister på iskolde dage stæsede ud af huset iklædt store dynefrakker for at fotografere en reportage om sommerkjoler. Der stod også altid mængder af tøjstativer på gangene og spærrede for det hele.

Hvem er din hovedperson?

Det er den 29-årige Layla. Hun føler, hun så småt er ved at komme sig over sin mor sin mors død og ved at finde sig til rette i Danmark igen efter mange år i udlandet. Da hun langt om længe får opstøvet et job på modemagasinet Front på Østerbro, er hun lykkelig, men rystes i sin grundvold, da hun en kold vintermorgen finder en ældre død mand i skabet bag sit skrivebord. Han er iklædt en sort cocktailkjole, men ellers nøgen og tævet til ukendelighed. Langsomt går det op for hende, at det er en mand, hun kender særdeles godt.

Hvad har været det sværeste ved at skrive en thriller?

At samle alle trådene på en troværdig og spændende måde. Jeg har arbejdet på bogen i tre år, on and off, og skrevet den igennem mange, mange gange, mens jeg også har passet mit journalistiske arbejde. Det har været noget af et maraton, og flere gange har jeg været ved at opgive, men så er jeg altid blevet trukket ind i historien igen. En stor del af det at skrive en bog er at holde ud, også på de hårde bjergetaper.

Hvad adskiller det at skrive fiktion fra journalistisk?

I fiktion har jeg lov til selv at opfinde det hele og gøre lige, hvad jeg vil. Det er så også ulempen nogle gange, fordi jeg selv skal få ideerne til alt: Hvordan personerne ser ud, hvad deres baggrund er, hvilke smertenspunkter de kæmper med osv. Når jeg har skrevet på min roman nogle dage, har det indimellem været en lettelse at skulle lave et interview, hvor andre leverer både input og rammer. Omvendt kan det efter et par uger som journalist også være fantastisk at få lov til at fordybe sig i fiktionen igen.

Tilføj en kommentar

Kommentar: